Attraktioner

Bogotas kirker

User Rating: / 1
PoorBest 

 

Religion fylder meget i Colombia og Bogota er fyldt med smukke gamle kirker, San Francisco (Carrera 7 & Avenida Jimenez) er byens ældeste, La Concepcion (Calle 10#9-50)er næstældst og ved Veracruz (Calle 16#7-19) er flere af Colombias frihedskæmpere begravet. Desuden kig forbi La Iglesia La Candelaria (Calle 11#3-18). La Tercera (Carrera 7& Calle 16). La Iglesia Nuestra Señora de Laurdes (på billedet, Calle 63 & Carrera 13).

 

Torre Colpatria

User Rating: / 1
PoorBest 

 

Den ultimative storbyudsigt, især på dage med blå himmel. Fra det 172 m høje tårn er der udsigt til alle afkroge af byen fra Ciudad Bolivar til det nordligste Bogota. Colpatriatårnet var færdigbygget i 1979 og vækker om aftenen opsigt med sine skiftende neonfarver, der kan ses fra hele byen. Med 49 etager er tårnet den højeste bygning i Colombia.

Tårnet ligger på hjørnet af Carrera 7 & Calle 26 og er åbent for besøgende fredage fra kl. 18 til 21. Lørdage fra kl. 11 til 20 og søn- & helligdage fra kl. 11 til 17. Pris 3000 pesos.

   

Boteromuseet

Fernando Botero er uden sammenligning Colombias mest berømte maler og hvilket bedre sted at nyde hans kunst end La Candelaria i hjertet af Bogota. Museet udstiller 123 af Boteros værker af buttede figurer og er den største samling af den verdensberømte kunstners malerier og skulpturer.

Museet ligger på Calle 11 # 4 - 41 og er gratis. Det er åbent fra kl. 9 til 19 mandag til lørdag. Søn- & helligdage fra kl. 10 til 17.

   

Guldmuseet

 

Museo del Oro er verdensberømt for sin store samling af guld bearbejdet af forskellige colombianske folk op igennem historien. Smykker og kunsthåndværk er velbevaret og det ædle museum er godt udstyret med information om historie og håndværksteknikker.

Åbent tirsdag til lørdag kl. 9 - 18, søn- & helligdage kl. 10 - 16. Entré 3000 pesos, gratis om søndagen. Museet ligger ved Santander Park (carrera 5 & Calle 16).

 

   

La Septima

 

Hver fredag fra kl. 17. lukkes Carrera 7 fra Plaza de Bolivar og til Calle 26 for at gøres til en livlig gågade med gadehandel, gøgl, musik og dans. Her samles familier for at nyde festlighederne og ivrige sælger prøver at komme af med deres piratkopier af de nyeste film og en masse andre finurlige objekter.

   

La Candelaria

 

La Candelaria er den ældste del af Bogota og historisk der, hvor det hele begyndte. Bogota startede som en klynge huse i Andes bjergene, der hvor Plaza de Bolivar i dag ligger, og indtil for lidt mere end 100 år siden var Bogota kun La Candelaria. De kulørte huse i kolonial stil og brostensgaderne er velbevarede og bydelen er fyldt med små cafeer og hyggelige restauranter. Uanset hvor kort tid man end måtte have i Bogota, så er det et must at gå en tur i det historiske kvarter La Candelaria.

   

Plaza de Bolivar

På denne historiske plads blev Bogota grundlagt af Ganzalo Jiménez de Quesada 1538 og og den 20. juli 1810 fandt også det historiske uafhængighedsbrøl sted i Casa del Florero på pladsen. En konflikt over en vase fik en kreoler (som colombianere kaldes før Colombia eksisterede) til at smadre vasen og råbe op, så der samledes en opstand og den spanske forretningsmand måtte flygte for livet.

På pladsen ligger også La Catedral primada de Bogota, Palacio Arzobispal, Palacio de Justicia, Palacio Lievano, El Capitilio Nacional og Capilla del Sagrario. Pladsen ligger ved Avenida Jiménez og Calle 6.

   

Plaza de toros de Santamaría

Tyrefægtning er stort i Bogota og Plaza de toros med plads til 14.500 tilskuerer er stedet at opleve det. Den klassiske tyrefægtningsarena er bygget 1931 og sæsonen er i januar og februar. Som i andre lande er tyrefægtning en både fascinerende og kontroversiel sport i Colombia.

Plaza de toros ligger ved La Macarena, hvor Calle 27 krydser Transversal 6. Billetter kan købe i god tid ved billetlugerne i selve tyrefægtningsarenaen eller på tuboleta.com

 

   

El Campin

 

Estadio Nemesio Camacho, i folkemunde El Campin, er Bogotas største stadion, hvor bla. fodboldklubberne Santa Fe, Equidad & Millionarios og ofte Colombias landshold spiller deres kampe. Oplev en sydamerikansk fodboldfest sammen med op til 46.400 andre jublende colombianere. El Campin huser undertiden også store koncerter og både James Brown og Elton John har optrådt her.

El Campin ligger ved Carrera 28B & Calle 58. Hold øje med arrangementer på tuboleta.com el. spørg i Entertainment Store i shoppingcentret Andino.

   

Tren de la Sabana

Ferrocarril de la Sabana de Bogota var det officielle navn på jernbaneselskabet, der har administreret togtrafikken i området omkring Bogota siden år 1889. I dag kører der kun en strækning og den kører udelukkende for at ære fortidens flotte lokomotiver. Turisttoget er idag ikke blot en rejse i tiden, men også en mulighed for at nyde udsigten over Andes bjergenes landskaber og landsbyer.

Damplokomotiv afgår søndage og diesellokomotivet afgår på lør- og helligdage, begge kl. 08.30 fra Estacion de la Sabana (Calle 13 # 18 - 24) og ankommer igen kl. 17.40. Billetter koster 35.000 pesos.

   

La Calera

Ruten op af bjerget, som starter ved Calle 92, er blevet en af Bogotas helt store seværdigheder. På den stejle vej mod toppen ligger populære restauranter med udsigt over Bogota, som f.eks. Casa Brava, der især i weekender fyldes med bogotanere, der søger frisk luft, grillede bøffer og traditionel colombiansk stemning. Videre på den anden side af bjerget åbner det grønne landskab sig og millionbyen Bogota føles meget langt væk. De grønne bakker i område er populære til hiking og rummer desuden Bogotas drikkevandsreservoirer. Altsammen blot få kilometer fra Chapinero. Flere lokale busser tager turen op ad La Calera.

   

La Casa de Nariño

La Casa de Nariño er Colombias præsidentpalads, som ligger nær Plaza de Bolivar. I dag bor og arbejde præsident Juan Manuel Santos i disse smukke og svært bevogtede bygninger. Gardernes vagtskifte kan opleves på mandage, onsdage, fredage og søndage kl. 17.30.

 

 

 

   

Saltkatedralen i Zipaquirá

User Rating: / 1
PoorBest 

Den anderledes katedral i Zipaquirá er bygget i underjordiske miner, der engang var fyldt med salt. Langt under jorden mødes helligdom og mineindustri i skæret fra de oplyste stenkors. Katedralen strækker sig over et stor område med små kapeller og den dunkle stemning vækker nysgerrigheden for at komme dybere og dybere i den hellige mine.

Det er desuden oplagt at gå en tur omkring torvet i Zipaquirá, når man alligevel er i den lille by. Tag Transmilenio til "Portal del norte" og herfra en bus videre til Zipaquirá. Åbert alle dage fra kl. 9 til 18 og indgangen koster 17.000 pesos.

   

Ciclovía Bogotá

 

Nyd en cykeltur i det centrale Bogotá. Selvom bilerne fylder meget i gaderne, så er Bogotá den by i Latinamerika med bedste forhold for cykellister. Der findes flere lange cykelstier og byens behagelige klima er ideelt til en cykeltur.

Ciclovía er et initiativ, der siden 1974 har haft til formål at fremme motion og brugen af cykler i Bogotá. På søn- og helligdage fra kl. 7 til kl. 14 lukkes flere store veje i Bogotá for trafik, for at give plads til Ciclovía. Dette giver ialt 120 km vej at boltre sig på for cykellister. Bl.a. lukkes Carrera 7. komplet kort over Ciclovía her.

Cykler kan lejes BogotaBikeTours i La Candelaria, Carrera 3 # 12-72 & tel: 2819924, :for 15.000 pesos for ½ dag og 25.000 for en hel dag. Cykeludlejningen har desuden daglige guidede ture kl. 10.30 for 25.000 pesos.

   

Monserrate

Monserrate er den største turistattraktion i Bogota. I intet mindre end 3152 meters højde blev Monserrate bygget i år 1640, og har siden været helligt for tusinde af pilgrimme, som hvert år besøger Bogotas stolthed. Før i tiden tog pilgrimmene den lange vej til fods, men i dag er der både tog og svævebane. Turen til den guddommelige udsigt tager kun 5 minutter og starter fra Carrera 2 # 21-40. www.cerromonserrate.com

   

Nyheder Latinamerika

The latest stories from the Latin America & Caribbean section of the BBC News web site.
BBC News - Latin America & Caribbean